Doceye & Doceye Digital

Casper Harding

Tilbage

CASPER HARDING

YouTuber - Komiker - Skuespiller

 
 
 

Casper Harding kalder sig selv for ‘YouTubes største drengerøv’. Med sine knap 150.000 følgere på YouTube samt over 100.000 på Facebook og Instagram tilsammen har den 26-årige komiker og SoMe-stjerne i den grad fat i det unge publikum, som elsker ham for de ofte grænseoverskridende, akavede og stærkt underholdende videoer.

I 2012 startede Casper Harding den satireprægede YouTube-kanal ‘Spørg Casper’, der hurtigt blev et kæmpe hit. I sine videoer er han ikke bleg for f.eks. at teste og prøvesmage den klammeste pizza, overnatte på en kirkegård, eller lære, hvordan man scorer piger på Roskilde Festival.

Kort sagt - Casper Harding er bestemt ikke bange for at gå over grænsen igen og igen for at underholde sin kæmpe skare af følgere. Som han selv siger: “Jeg kan godt lide at prøve grænser af. Hellere dét, end at det bliver kedeligt!”.

Udover ‘Spørg Casper’ har Casper Harding flere gange medvirket som skuespiller, deltager og vært i diverse tv-programmer og shows. Henover sommeren 2018 har han eksempelvis været medvært i comedy-fiktionsserien ‘Brohave og Harding på Tur’ på DR Ultra sammen med YouTuberen Rasmus Brohave. Han er også med i opfølgningen til streaming-succesen ‘BaseBoys’ på samme kanal.

Derudover har Casper Harding bl.a. også medvirket i serierne ‘Hedensted High’, ‘Verden Ifølge Snake’ samt ‘Den Store Cartoon Network Quiz’, og så er han også blevet kendt for sin medvirken i de nyere KiMs reklamer, hvor han spiller Jørgens ukendte søn.

Casper Harding er desuden tidligere blevet nomineret i kategorien ‘Bedste på Facebook’ til prisuddelingen Guldtuben, der er den årlige hyldest til Danmarks bedste digitale videoskabere på de sociale medier.

Casper_Harding_DoceyeDigital.jpeg